Historien

1. generation

Det nittende århundrede gik på hæld, da en 22-årig nygift bagersvend fra Grenå, Peter Alfred Andersen (P. A. A. d. 1.) sammen med sin kone Caroline kom til Vejle. 19. oktober 1899 overtog han så ejendommen Skyttehusgade 28 med tilhørende bageri. Skønt der ifølge vejviseren på det tidspunkt var hele 25 bagerier i byen til at servicere kun 14.000 indbyggere, følte den unge bager sig parat til at tage konkurrencen op.
De første par år var hårde for bagermesteren og hans kone, men ved hjælp af flid og nøjsomhed spirede ”bagerdynastiet” så småt.
P. A. A. d. 1. var nemlig en uhyre driftig mand som deltog i en række eksterne aktiviteter som bibragte ham adskillige fordelagtige bekendtskaber.
Han var bl.a. medstifter af Vejle Margarinefabrik, formand for Bagermestrenes Rugbrødsforening, sad i bestyrelsen for Vejle Amts Avis og Schweitzers Bogtrykkeri samt medstifter og formand for Vejle Marineforening – en livslang interesse der senere blev tilkendegivet ved at P. A. A. 1. modtog Dannebrogs ordenen.

Foruden at være travlt beskæftiget med eget bageri og dybt engageret i Vejles øvrige erhvervsliv var både P. A. A. d. 1. og Caroline et kendt par i Vejles sociale liv, og desuden kautionister for unge mennesker der etablerede butik, café eller restaurant i byen. Det var datidens måde at skaffe sig nye kunder på, for kautionen var naturligvis givet mod, at den nye virksomhed handlede hos bageren i Skyttehusgade!

Til trods for parrets store engagement rent professionelt, havde de dog tid til andre ”gøremål” i ny og næ – parret fik 11(!) børn hvoraf de 5 blev udlært indenfor bagerfaget.
Heriblandt de senere ejere Steen Orla Andersen (SA) og P. A. A. d. 2.…

2. generation:

De to brødre blev udlært i henholdsvis 1931 og 1932, og efter ophold i andre bagerier vendte de begge tilbage til familievirksomheden i 1936. I 1938 udvidedes kapaciteten og i 1943 gik brødrene i kompagniskab med deres fader.
Da P. A. A. d. 1. døde i 1954 videreførte de firmaet under navnet P. A. Andersen og Sønner Bageri og Conditori – og det har det heddet lige siden….

På dette tidspunkt var der 27.000 indbyggere i Vejle og 51 bagerier!

SA og P. A. A. d. 2. forstod i lighed med deres far værdien af markedsføring. De deltog således løbende i arrangementer, der profilerede virksomheden som værende progressiv samtidig med at de gamle håndværkstraditioner blev holdt i hævd.
Brødrene modtog adskillige hædersbevisninger såvel lokalt velgørenheds arbejde som i landsdækkende messer og konkurrencer.
Denne massive omtale og markedsføring gjorde hurtigt bageriet til den foretrukne leverandør blandt de lokale købmænd, ismejerier, caféer, hoteller samt de største virksomheder i byen.

Derfor blev det nødvendigt med en fordobling af bageriets kapacitet i 1957, og i 1965 blev naboejendommen i Skyttehusgade 26 opkøbt.
Virksomheden var inde i en rivende udvikling på dette tidspunkt og investerede i 1966 – som ét af de første bagerier i Danmark – i hæveskabe og 3 roterende stikovne! En investering der betød øget effektivitet samtidig med, at hæve- og bageprocessen kunne kontrolleres til gavn for kvaliteten og ensartetheden.

3. generation

P. A. A. d. 3. blev udlært i 1968 hos den højt estimerede Silkeborg-konditor Langhoff.
Efter flere forskellige uddannelsesforløb vendte han og hustruen Karin tilbage til Vejle i 1973 og indtrådte i bageriet. Bageriet skulle endnu engang fordoble produktionsarealet og samtidig blev der investeret i siloanlæg til mel og nyere og større stikovne samt køle-/raskeskabe.
De nye maskiner og kravet om større effektivitet/produktivitet i ´50erne, ´60erne og ´70erne havde gjort, at udviklingen bar i retningen af masseproduktion og en mindre grad af håndværk og kræsen for kvalitet – en bølge vi hos PA desværre også havde redet med på i disse år.
Vi var i mange år hovedsagligt grossistbageri med leverance til eksterne kunder…

P. A. A. d. 3 indså relativt hurtigt hvilke svagheder denne strategiske opbygning havde, og begyndte så småt at lege med idéen om, at nedtrappe grossistvirksomheden til fordel for en kæde af selvejede butikker med fokus på nutidens krav fra kræsne kunder om specialvarer og friskbagte produkter af højeste kvalitet – og Vejle var efterhånden en by med en størrelse der gjorde dette muligt.

På dette tidspunkt var der 40.000 indbyggere i Vejle og blot 12 bagerier

Butikkerne skulle etableres i forskellige miljøer med muligheder for at hæve og bage brødet selv til trods for de logistiske opgaver i udbringningen.
Indledningsvis skulle der satses på filialer i centre med tilknyttede boligkomplekser!
Konceptet skulle lyde som følger:

”….at servicere vores kunder med så mange friskbagte produkter som muligt så langt op ad dagen som overhovedet muligt…..”

Et koncept vi følger den dag i dag!!

I 1979 åbnedes første del af ”kæden” i Bredballe (Brødkurven)

I 1980 åbnede vi i Vindinggaard Centret (Kringleriet)

Allerede på dette tidspunkt var fokus tilbage på ”rette” spor:
Den gode kvalitet og service var i højsædet, produktion af specialkager og bryllupskager til kunder over det meste af landet vidnede desuden om dygtige og kreative medarbejdere.
Dette blev også anerkendt ved, at medarbejdere i adskillige tilfælde opnåede både guld, sølv og bronze i konditorarbejde ved Danmarksmesterskaber samt deltagelse i Verdensmesterskaber, og således kom Årets unge bager i 1986 også fra PA.

I disse år hvor virksomheden satsede på en ny drejning af bageriets historie med opbygning af en selvstændig kæde med kvaliteten i højsædet, var der dog stadig plads til innovation og virkelyst!
Hvilket bevirkede at P. A. A. d. 3. iværksatte projekter såsom produktion af hundekiks, wienerbrød og butterdejsplader til Dubai og Tyskland, samt pølsebrød til det danske marked…

I 1993 åbnede vi i Børkop (Brødhjørnet)

Vejle rundede i disse år 50.000 indbyggere – og nu efterhånden kun 9 selvstændige bagerier!

I 2006 startede P. A. A. 3. så et wienerbrøds bageri i Silkeborg sammen – som er en leverandør af højkvalitativt wienerbrød til det danske marked!

I 2007 åbnede vi ny Mad & Brød butik i Horsens

I 2010 åbnede vi butik i Østerbo i Vejle (Mad & Brød)

I 2017 byggede vi nyt, tidssvarende bageri på de nordlige bakker i Vejle

I 2018 overtog vi bageriet på Vesterbrogade i Hedensted

4. generation:

I 1986 blev P. A. A. d. 4. handelsskoleuddannet og i 1989 udlært som bager! Han videreuddannede sig efterfølgende bl.a. ved ophold i Canada og Dubai! P.A.A. 4. er dog i dag i anden branche og bosiddende i London med sin søn P. A. A. d. 5.

I 1996 blev Kristian Andersen (K. A.) udlært som konditor.
Fra 1999 til 2006 videreuddannede han sig både fagligt og bogligt indenfor fødevarebranchen og vendte så tilbage til familievirksomheden i 2007, hvor han i dag er ansvarlig for butiksdriften og produktudviklingen samt en naturlig del af ledelsen og indtrådte i 2014 som medejer. I denne periode gennemgår alle vores butikker en væsentlig optimering; dette for yderligere at optimere præsentationen og oplevelsen for kunden…

I dag er der 58.000 indbyggere i Vejle og blot 6 selvstændige bagerier – ifht. situationen i 1899 er der sket en udvikling og tendens der ikke er til at tage fejl af! Støt derfor din lokale bager…